Om os

– Hvem er vi?
Året er 1978. Det er midt i en periode, hvor der på landsplan oprettes mange lokalhistoriske arkiver og foreninger. Trenden når også til Haarby, hvor lærer og forfatter Poul A. Jørgensen tager initiativ til ….at forberede dannelsen af et lokalhistorisk arkiv i Haarby….
Forberedelsen bestod bl.a. i indkaldelsen til en stiftende generalforsamling på Haarby skole i marts 1979, hvor ca. 30 mennesker mødte frem.
Resultatet af den stiftende generalforsamling blev, at der oprettedes et Lokalhistorisk Arkiv i Haarby, men ikke uden diskussion. Planlægningsgruppen foreslog oprettelsen af et såkaldt ”selvejer-arkiv” med en selvsupplerende bestyrelse. Præcis dette blev der opponeret imod. Flere påpegede det ønskelige i, at arkivet fik ”forenings-formen” med de demokratiske regler og vedtægter, der nu engang hører til i en forening. Indsigelsen mod ”foreningsformen” var så stor, at det blev tilføjet til vedtægterne: ”Hvis foreningens bestyrelse beslutter sig for at oprette en støtteforening, skal denne ved førstkommende almindeligt indkaldte møde forelægge arkivets bestyrelsesform, senest maj 1980, med mulighed for ændring til foreningsejet arkiv.”
Den 27. oktober 1980 indkaldes til en generalforsamling, hvis formål er at ændre ”selvejer-formen” til ”foreningsformen.” Begrundelsen skal sikkert søges i, at Haarby Kommune ved kulturudvalgsformand Vera Mogensen havde meddelt, at kommunen ikke kunne yde økonomisk støtte til et ”selvejer-arkiv.”
Foreningen fik følgende navn:
HAARBY LOKALHISTORISKE ARKIV – HAARBY LOKALHISTORISKE FORENING. Det kan vist kaldes en salomonisk løsning?
Bestyrelsen, der bestod af. Erik Albrechtslund Nielsen, Jørgen Pøhlsgaard, Poul R. Nielsen, Thorvald Balle, Poul A. Jørgensen og Jens Bisgaard, konstituerede sig med Jens Bisgaard som formand og Jørgen Pøhlsgaard som kasserer.
Nævnes skal også, at man ville tilstræbe et kontingent på 20 – 25 kr.
Den nye forening fik domicil på Haarby Skole i et nedlagt lægeværelse.
Lokaleforholdene var imidlertid så få, små og dårlige, så da muligheden for at flytte til Trunderupvej 8 opstod, tog man med kyshånd imod tilbuddet. Den 28. november 1984 afholdtes det første bestyrelsesmøde på Trunderupvej. I 1994 foretog man en ombygning, der gjorde huset endnu bedre egnet til sit formål.
Det har været meget karakteristisk for mange af de personer, der gennem de sidste 30 til 35 år har siddet i bestyrelsen, at de har taget en ordentlig tørn. Det kan blandt andet nævnes, at vores redaktør af kalenderen, Jens Bisgaard, og vores arkivleder Erik Albrechtslund, har været med helt fra starten. Kontinuiteten i bestyrelsesarbejdet har været stor, hvilket også kan aflæses af, at foreningen kun har haft 3 formænd: Jens Bisgaard, Martin Jensen og Hans Ove Olesen.